Ænder

Vi har to racer ænder her. Den ene er khakifarvede Campbell, den anden er Mignon i forskellige farver – blå gul, sølvvildfarvet, blå sølvvildfarvet og blå vildfarvet.  Skønne kræ er de alle sammen.

Campbell-ænderne er æglægningsænder, som ikke selv ruger ællinger.  Dermed ikke være sagt, det er hybridænder. Campbell er en raceand, der er godkendt i Skandinavisk Fjerkræ Standard og har været det i mange år. Vi havde tre dyr (1,2 – 1,1 fra 2012 og 0,1 fra 2011) på vor lokale klubs udstilling sidste år. Det var vor første udstilling nogensinde, så det var lidt med bævende hjerte, vi udstillede dem, men det gik ganske godt. Andrik og den ældste and fik hver 93 point, den unge and fra 2012 fik 96 point.

Ænderne lægger et fint hvidt æg med en dejlig stor blomme hver eneste dag, bortset fra en meget kort periode sidst på sommeren, når de fælder og om vinteren, hvor dagene er meget korte. Trods et par måneders æglægningspause om året bliver det til mellem 250 og 300 æg om året pr. and. Det er rigtig mange, og det fandt vi hurtigt ud af den første sæson, vi havde voksne ænder. Derfor besluttede vi i 2012 at reducere antallet, og vi har i dag kun 1,2 voksne dyr.

Vi har indtil videre ruget 20 ællinger ud i 2013, heraf er de 16 flyttet herfra, det var dyr, som blev bestilt af en avler sidste år. Vi har de sidste fire ællinger selv, de er nu 14 dage gamle. Men vi vil sikkert ruge et lille antal mere ud i år, således at vi har nok til at tage med på udstilling, når vores lokale klub holder 90-års jubilæumsudstilling i tredje weekend i november i år. Vi håber, der blandt det hold ællinger, vi har lige nu – eller blandt dem, vi vil ruge ud lidt senere – vil være mindst én andrik, for vi er lidt sårbare med blot en enkelt andrik. Hvis der sker den noget, kan vi ikke avle videre. Der er ikke så mange Khaki Campbell i Danmark, men nu har vi som sagt solgt 16 ællinger til en avler, og vi har desuden solgt 20 rugeæg til en anden, der holder og avler ænder. Så skulle uheldet være ude, og vi ikke selv har en andrik, håber vi at kunne få fat i i hvert fald rugeæg fra en af de to, vi har solgt til.

Khaki Campbell er forholdsvis rolige dyr, dog lidt sky. De siger ikke meget. Andrik siger næsten ingenting, and en smule mere – men man kan ikke beskylde dem for at være larmende.

Mignon har vi kun ruget tre ællinger ud fra i år, og så har vi solgt et mindre antal rugeæg til en avler i Jylland. Mignon er yndige, bitte små ænder, af temperament er de rolige og bliver nemt tamme. De ruger gerne selv. Men man skal ikke have naboer lige i nærheden. For ænderne kan larme utroligt meget. Andrik siger næsten ingenting, men damerne forstår at give lyd fra sig. Intet hanegal – selv ikke et fra den mest hysteriske dværghane – kan måle sig med larmen fra Mignon. ♪♫ Men for os er det sød musik. ♪♫

 

Share on Facebook