Nye ænder

– og lidt tanker om avle med/uden alvorlige fejl.

Det er længe siden, jeg har skrevet i denne dagbog. Der er sket meget, siden jeg skrev om de frankiske landgæs, der flyttede herfra.

Vi har fået to nye racer ænder. Eller… det er ikke helt korrekt, for den ene race er Campbell, som vi har i forvejen og har udstillet siden 2012. Det nye er, at vi har fået dem i farven hvid.

Derudover har vi fået Svensk And i farven gul. Det skete allerede i 2014, hvor Anna var sød at forære os et par, der havde en fejl, der gjorde, de ikke skulle kunne bruges i avl. Men vi kunne jo lære dem at kende og se, om disse skønne og store ænder at kende og se, om det var en race, vi gerne ville fortsætte med. Det er nok forkert at kalde dem store. For store er de ikke, hvis man sammenligner med f.eks. Moskus. Men for os, som kun har haft helt små ænder (Mignon) og de lidt større Campbell, er Svensk And en ret stor and.

Nu skal man jo ikke avle med dyr med A-fejl. Det er, hvad vi altid får fortalt. Og hvis der oven i købet er tale om, at både hannen og hunnen har A-fejl, er det fuldstændigt “no go”. Sådan noget skal man jo ikke sige til mig. Jeg er ret interesseret i genetik, og jeg ville gerne vide, om det er 100% sikkert, at alt afkom ville få samme fejl som forældrene, især fordi begge havde køl (ja, jeg skriver havde, for nu – godt et år efter – har vi spist dem. Forældrene altså).

Vi lod 10 ællinger klække i foråret 2015 fra Svensk And i gul. Seks af disse viste det sig, da de var godt og vel et halvt år gamle, at de fik køl på samme måde som forældrene. Fire var (er) uden køl. Altså, baseret på dette meget lille statistiske grundlag, viste 40% af afkom sig ikke at have forældrenes fejl, selv om både fader- og moderdyr havde den. Jeg har ikke fundet ud af, hvordan arveligheden er omkring køl – altså ællingerne uden køl eventuelt kan være bærere heraf, selv om de ikke har (synlig) køl. Men det vil næste år – og de følgende år – vise, hvis vi fortsætter med de gule ænder, og hvis vi i så fald lader flere klække.

De seks, som fik køl, de er slagtet og ligger trygt og godt i vores fryser. Det er jo en af fordelene ved hjemmeavlet fjerkræ: man mere eller mindre bliver selvforsynende med godt kød – for ikke at forglemme æg.

De hvide Campbell kom hertil som rugeæg indkøbt i Tyskland, og vi har p.t. 7,4 – en noget skidt kønsfordeling, men det giver os mulighed for at prøve flere andrikker på ænderne i løbet af de få måneder på året, hvor andrikkerne er i “forårshumør”.  Det er ikke alle, som er lige fine – generelt er de til den store side, men der er pæne dyr iblandt – primært iblandt andrikkerne, men der er også to ænder, som er ganske nydelige.

De hvide Campbells afviger dog på et par punkter fra den skandinaviske standard for Campbell i farven hvid. De har gule næb, gråblå øjne og orange løb og fødder. I Skandinavien skal det være gult næb med grønligt skær, brune øjne og smudsiggule løb og fødder. MEN i racens hjemland, England – og i blandt andet det store EE-land, Tyskland – skal hvid Campbell have gult næb, gråblå øjne og orange løb og fødder. Altså præcis som vore hvide Campbells. Jeg har – efter samråd med specialklubben, DGAK – indsendt et ændringsforslag (med begrundelse) til DGAK, som har lovet at se på det og, hvis de er enige, bringe forslaget videre til Standardudvalget. Jeg håber, det lykkes.

Som sagt: der er ganske pæne dyr iblandt. Men jeg skulle gerne få dem lidt ned i størrelse. Og hvis det ikke lykkes at få Standardudvalget til at ændre Skandinavisk Fjerkræ Standard til samme standard som racens hjemland og f.eks. Tysklands, så bliver jeg nødt til at krydse dem med mine khakifarvede Campbells. Det varer så et par år, før der igen kommer hvide ænder fra det mix, men de vil i hvert fald få de brune øjne, som man ønsker. Det er jo noget, som trigger en genetikinteresseret som jeg. Men det er ikke så “nemt” som med høns (ikke at det er nemt med høns, slet ikke), men andrikkerne træder ikke ænderne andet end nogle få måneder om året – startende i marts ca. og frem og med juli – med lidt held også dele af august. Så man kan ikke lave mange “kuld” hvert år, som man i teorien kan med høns, hvis man har ønsker i den retning. Derfor kommer det til at tage et par år at få hvide ænder igen, hvis jeg krydser de hvide med de khakifarvede. Det er fristende at gøre det. Men jeg holder nok lidt igen. For selv om de i så fald vil få de brune øjne, der ønskes, vil det være en stor skam, hvis det så senere viser sig, at standarden bliver ændret, således at de følger hjemlandets standard. Det bliver svært at avle de gråblå øjne tilbage igen, hvis først vi får flyttet brune øjne over på de hvide. Og efter min mening: de stærkt orange løb og fødder er altså flottere end smudsiggule. Bare ordet smudsiggul… det er ikke videre flatterende.

Jeg glæder mig til en ny avlssæson, hvor jeg første gang selv skal avle de hvide Campbells. Dette års dyr er jo, som nævnt, ikke egen avl, men dyr fra tyske rugeæg.

Og så håber jeg, at et stort ønske bliver opfyldt i løbet af det kommende år: drømmen om Smaragdænder. Jeg så disse første gang for mere end fire år siden, og jeg faldt for dem på stedet. Men erkendte også, at jeg var nødt til at tænke mig godt om, inden jeg kastede mig ud i hold – og avl – af endnu en anderace. Efter over tre års betænkningstid har jeg taget kontakt til nogle dygtige mennesker, som forhåbentligt kan og vil hjælpe mig i gang i form af salg til mig af 2,2 Smaragdænder. Jeg er meget spændt, om drømmen bliver virkelighed.

Det bliver spændende, hvad 2016 bringer. Om vi

Share on Facebook